The Blue Van // Gratis Koncert

“SILLY BOOOOYS, YOU RAN AWAY!” 🎸
Efter godt fire års pause er The Blue Van tilbage. Og de kommer ikke listende, når de gæster Storms Pakhus.
Et af Danmarks stærkeste live-rockbands er igen klar til at indtage scenen med nye sange, ny energi og den samme rå nerve, der gennem årene har gjort dem til et band, man helst skal opleve live.
Pausen har været fyldt med demoer, sideprojekter, studietid og almindeligt liv. Men også med en verden, der har givet rigeligt at skrive om. Det nye materiale kredser om soning, fællesskab og troen på, at der stadig findes noget godt at grave frem midt i al støjen.
Nye sange møder et bagkatalog med masser af rock i blodet, og du kan forvente en koncert med nærvær, støj, energi og plads til at være fælles om det hele.
SUPPORT: ANDERS KNUDSEN
Anders Knudsen er midt i sit noget usædvanlige tiårsprojekt 2030: A Christmas Odyssey, hvor han år for år bygger et julealbum frem mod 2030. Nu er projektet nået til anden halvleg – og lyden har taget en drejning mod reggae og dancehall.
På singlen All Mine to Give har han blandt andet fået selskab af Steffen Westmark fra The Blue Van og Nikolaj Paakjær fra Hymns From Nineveh. Musikken kredser om fred, fællesskab og næstekærlighed og føjer endnu et nyt hjørne til et projekt, der allerede har bevæget sig gennem pop, soul, rockabilly og barok.
Koncerten er gratis.